| |
 |
|
VEDTÆGT
FOR
HJØRRING KIRKEGÅRD
A. KIRKEGÅRDENS BESTYRELSESFORHOLD.
§ 1.
Hjørring kirkegård, kapel og krematorium tilhører Sct. Catharinæ kirke og bestyres af kirkegårdsudvalget, valgt af menighedsrådet.
§ 2.
1. Kirkegårdens, kapellets og krematoriets daglige drift varetages af kirkegårdslederen, under ansvar overfor kirkegårdsudvalget, i overensstemmelse med ”Regulativ for kirkegårdslederen” og bestemmelserne i nærværende vedtægt.
2. Tilsyn med driften påhviler kirkegårdsudvalget i overensstemmelse med reglerne herfor i”Vedtægt for kirkegårdsudvalget”.
3. Klager vedrørende kirkegårdens drift rettes til kirkegårdsudvalget.
§ 3.
1. Kirkegårdsprotokol og brændingsjournal føres på EDB i overensstemmelse med de til enhver til gældende regler herom. ( Kirkeministeriets cirkulæreskrivelse af 8. august 1990).
2. To eksemplarer af det af provsten godkendte kirkegårdskort opbevares henholdsvis på kirkegårdskontoret og i kapellet.
3. Mindst en gang årligt skal gravene på kirkegården sammenholdes med kort og protokol, og eventuelle uoverensstemmelser rettes. Kort og protokoller skal forevises ved syn på kirkegården.
B. GRAVSTEDER.
§ 4.
Den bestående kirkelige tradition med kistens anbringelse i retningen øst-vest opretholdes.
Erhvervelse og fornyelse af brugsret
§ 5.
Henvendelse om erhvervelse af brugsret til gravsteder – gravstedsret – samt om nedsættelse af kister eller askeurner i såvel nye som bestående gravsteder sker til kirkegårdskontoret.
§ 6.
1. På ethvert gravsted udfærdiger kirkegårdslederen et gravstedsbrev i forbindelse med udlæggelse af gravstedet til begravelse eller urnenedsættelse. Kopi opbevares på kirkegårdskontoret.
2. Ved senere begravelse eller urnenedsættelse i gravstedet, samt ved fornyelse af brugssretten, udfærdiges en nyt gravstedsbrev. Kopi opbevares på kirkegårdskontoret.
§ 7.
1. Ønske om erhvervelse af brugsret kan imødekommes.
2. Ønske om forudkøb imødekommes, såfremt der oprettes legat til dækning af vedligeholdelse.
3. Uanset om der i øvrigt i medfør af bestemmelserne i nærværende vedtægts afsnit D. skal erlægges betaling for erhvervelse af brugsret, skal der være adgang til at erhverve sådan ret uden vederlag til begravelse af ubemidlede i Hjørring kommune.
4. Når der udlægges gravplads til en gift person/ registreret partner, skal der på begæring samtidig udlægges gravplads til den efterlevende ægtefælle/ registreret partner umiddelbart ved siden af. Retten til gravpladsen bevares uanset hvor han eller hun ved sin død har bopæl. Herfra er dog undtaget gravpladser i anonym urnefællesgrav.
5. Gravsteder kan ikke udlægges med mere end 4 gravpladser. Ønskes større gravsteder udlagt, kan dette ske med kirkegårdsudvalgets godkendelse.
6. Ønske om fornyelse af brugsretten efter brugsperiodens udløb skal imødekommes, med mindre en godkendt reguleringsplan for kirkegården er til hinder for det.
7. Ønske om erhvervelse eller fornyelse af brugsretten, på en gang, for et åremål som overstiger fredningstiden, kan kun imødekommes på betingelse af, at gravstedets vedligeholdelse for hele perioden sikres ved indbetaling af et kapitalbeløb (legat).Beløbets størrelse skal godkendes af stiftsøvrigheden eller fremgår af nærværende vedtægts afsnit D.
8. Erhvervelse eller fornyelse af brugsret, på en gang, for et åremål som overstiger det dobbelte af fredningstiden kan kun imødekommes med stiftsøvrighedens godkendelse, og eventuelt på betingelse af, at gravstedets vedligeholdelse sikres ved indbetaling til kirkens midler af et kapitalbeløb (legat).
§ 8.
Ved begravelse eller urnenedsættelse i et bestående gravsted skal brugsretten, for samtlige gravpladser, forlænges ved betaling for det tidsrum, fredningstiden overstiger den løbende brugsperiode.
§ 9.
Den periode, for hvilken brugsretten til et gravsted er erhvervet eller fornyet, regnes fra den efter erhvervelsen eller fornyelsen førstkommende 1. januar.
§ 10.
Brugsretten til et gravsted kan kun overdrages ved skriftlig henvendelse til kirkegårdskontoret. Efter overdragelsen udfærdiges et nyt gravstedsbrev til den nye indehaver. Kopi opbevares på kirkegårdskontoret.
§ 11.
1. Hvis brugsretten ønskes fornyet, må indehaveren af denne rette henvendelse til kirkegårdskontoret før den løbende brugsperiodes ophør.
2. Sker en sådan henvendelse ikke, sender kirkegårdskontoret skriftlig påmindelse om fornyelse til indehaveren af brugsretten, såfremt adresse kendes.
3. Kendes adressen ikke skiltes med ”Udløbet, henvendelse på kontoret” på gravstedet. Medfører dette ikke henvendelse, slettes gravstedet tidligst 6 måneder efter udløb, og hvad der findes derpå tilfalder kirkegården.
4. Gravstedet kan tidligst sløjfes på årsdagen for fredningsperiodens udløb.
5. Indehaveren af gravstedsretten kan dog inden 2 uger efter brugsrettens udløb fjerne planter m.m. samt gravminde, når eventuelle fundamenter samtidigt fjernes og gravstedet afleveres i planeret stand. Indehaveren skal orienteres herom ved ovennævnte påmindelse.
6. Ønskes et gravsted, der er erhvervet for mere end den nødvendige fredningsperiode, og hvis vedligeholdelse er sikret ved indbetaling til kirkens midler, sløjfet før aftalens udløb, kan dette ske, såfremt der er enighed blandt alle til gravstedet berettigede. Der vil ikke blive tilbagebetalt nogen del af det tidligere indbetalte beløb, som efter gravstedets sløjfning er frit.
Nedlæggelse og regulering
§ 12.
Erhvervelse eller fornyelse af brugsretten til et gravsted for en periode, som overstiger fredningstiden fra den seneste stedfundne begravelse eller urnenedsættelse, kan ikke hindre kirkegårdens eventuelle nedlæggelse.
§ 13.
Imod ønske fra indehaveren af brugsretten kan hel eller delvis nedlæggelse af gravsteder eller ændring i bestående gravstedsanlæg i øvrigt kun ske efter udløbet af fredningstiden fra den senest stedfundne begravelse eller urnenedsættelse og kun som et led i en godkendt regulering af kirkegården.
Gravstedernes indretning
§ 14.
1. Gravstederne må ikke uden kirkegårdsudvalgets samtykke hegnes med andet end levende hegn. Undtagelse kan kun gøres såfremt særlige forhold taler derfor.
2. Alle hække plantes, vedligeholdes og klippes ved kirkegårdens foranstaltning og er dennes ejendom.
3. Gravstedindhegninger af træ, jerngitter eller murværk, stensætninger og lignende skal holdes ved lige, på foranstaltning af indehaveren af brugsretten.
4. Gravgitre og lignende, som på grund af manglende vedligeholdelse virker skæmmende på kirkegården, kan efter kirkegårdsudvalgets beslutning og efter provstiudvalgets godkendelse, forlanges fjernet, såfremt disse ikke er registreret som bevaringsværdige.
Gravstedernes beplantning
§ 15.
1. Der må ikke på gravstederne foretages plantning af vækster, som på grund af deres højde og udbredelse kan forudses at blive til ulempe for andre gravsteder.
2. Bestående beplantninger på gravstederne, der ved deres højde eller udbredelse skønnes at være til ulempe for andre gravsteder, kan af kirkegårdsudvalget og efter provstiudvalgets godkendelse forlanges beskåret eller fjernet.
3. Bestående beplantninger, herunder træer, som er af skønhedsværdi for kirkegården som helhed, må ikke uden provstiudvalgets godkendelse beskæres eller fjernes, uanset hvor på kirkegården de står og uanset af hvem beplantningen er bekostet.
Gravminder
§ 16.
1. Gravmindernes opstilling må indordnes de lokale restriktioner, hvis sådanne findes.
2. Kirkegårdslederen påser, at gravminder, som ved deres størrelse eller form vil virke skæmmende for kirkegården eller hvis indskrift og udstyr må anses for upassende, ikke anbringes.
3. Er sådanne gravminder alligevel blevet anbragt, kan de forlanges fjernet med provstiudvalgets godkendelse. Provstiudvalgets afgørelse kan indankes for kirkeministeriet gennem stiftsøvrigheden.
4. Fundamenter til gravminder skal udføres så ansvarligt, at der ikke opstår fare ved at gravsætte i tilstødende gravsteder.
5. Kirkegårdsudvalget skal påse, at gravsten eller mindesmærker ikke fjernes fra kirkegården, uanset bestemmelsen i paragraf 11, stk. 5, hvis de enten kan tjene til kirkegårdens pryd eller til at bevare mindet om fortjente mænd og kvinder, eller hvis de er registreret i henhold til lov nr. 268 af 22. maj 1986 om folkekirkens kirkebygninger og kirkegårde, kapitel IV. Hvor deres flytning er fornøden, skal de anbringes på et andet passende sted på kirkegården.
6. På kirkegårdslederens anmodning har indehaverne af brugsretten pligt til at afhjælpe indtrufne beskadigelser på gravminder. Vedligeholdelse og istandsættelse af registrerede gravminder, der er hjemfaldet, påhviler kirkegården.
Gravstedernes vedligeholdelse
§ 17.
1. Indehaveren til gravstedsretten har pligt til at drage omsorg for gravstedets sømmelige vedligeholdelse. Den pågældende har ansvaret for at bestemmelserne i denne vedtægt
overholdes.
2. Det påhviler kirkegårdslederen at påse og afgøre, om gravstederne på kirkegården vedligeholdes sømmeligt og i overensstemmelse med vedtægtens bestemmelser.
3. Hvis indehaveren af brugsretten forsømmer sin pligt med hensyn til ren- og vedligeholdelse, skal kirkegårdslederen skriftligt tilbyde at kirkegården overtager vedligeholdelsen mod betaling af denne vedtægts fastsatte takst.
4. Hvis vedligeholdelsen ikke overlades til kirkegården, eller den fastsatte betaling herfor ikke erlægges, pålægger kirkegårdslederen skriftligt indehaveren af brugsretten, at opfylde sine forpligtelser vedrørende gravstedet inden en frist på 2 uger.
5. Hvis der ved fristens udløb fortsat ikke er draget omsorg for gravstedets vedligeholdelse, meddeler kirkegårdslederen ved anbefalet brev til indehaveren af brugsretten, at gravstedet ryddes som anlagt gravsted, såfremt indehaveren kan findes. Gravpladserne må ikke på ny
anvendes til begravelse, før fredningstiden for den sidst begravede er udløbet. Ryddede gravsteder sløjfes uden yderligere meddelelser, når fredningstiden er udløbet, uanset om gravstedet er erhvervet for længere tidsrum.
§ 18.
Kirkegården har intet ansvar for skader på gravminder, beplantninger eller andet på gravstederne.
§ 19.
1. Kirkegården vedligeholder gravsteder, samt grandækker og tilplanter gravsteder med forårs- og sommerblomster m.v. mod betaling efter reglerne i afsnit D.
Kirkegården udfører tillige andre opgaver, som anlæg af gravsteder, efter regning.
2. Pligten, til vedligeholdelse af et gravsted, kan overdrages til kirkegården mod indbetaling af et beløb, én gang for alle. Taksten er fastansat i nærværende vedtægts afsnit D, for vedligeholdelse i et tidsrum svarende til fredningstiden for gravstedet.
3. Det er ikke tilladt menighedsrådsmedlemmer, kirkegårdslederen eller andre ansatte ved kirken eller kirkegården, at medvirke ved gravstedets vedligeholdelse, mod betaling eller forvalte indestående i pengeinstitut. Herfra dog undtaget kapitaler indbetalt før 1. januar 1987 til kirkegården.
Særlige bestemmelser for kistegrave.
§ 20.
Fredningstiden – den tid, hvori en grav skal henligge urørt – er for kistegrave 20 år.
§ 21.
1. En gravplads for en voksen skal være mindst 1,3 x 2,6 meter.
2. Graven skal være så dyb, at der bliver mindst 1 meter jord over kistelåget.
3. Kister med dødfødte eller spæde børn kan med kirkegårdslederens samtykke nedsættes i en allerede benyttet grav, eller i særlige børnegrave på kirkegården, gravstederne må ikke være mindre en 1 x 0,5 meter.
§ 22.
1. Anvendes jern-, zink- eller egetræskister, eller kister af et andet langsomt nedbrydeligt materiale, skal brugsretten være erhvervet eller fornyet for et tidsrum til mindst det dobbelte af den normale fredningsperiode. Afgørelsen træffes af kirkegårdslederen.
2. Murede grave kan kun tillades indrettet med kirkegårdsudvalgets samtykke og provstiudvalgets godkendelse af såvel planerne som vilkårene for indretningen.
3. Kister, der helt eller delvis er forarbejdet af plast eller andre kunststoffer, må ikke benyttes til begravelse.
§ 23.
Flytning af gravsatte kister må kun foretages efter forud indhentet tilladelse fra kirkeministeriet.
Særlige bestemmelser for urnegrave
§ 24.
Fredningstiden – den tid, hvori en grav skal henligge urørt – er for en urnegrav 10 år.
§ 25.
1. Urner, der ønskes nedsat i et gravsted, skal være af et materiale, der skønnes at gå til grunde i løbet af fredningsperioden.
2. En urnegravplads skal være mindst 0.5 m2
3. Graven skal være så dyb, at der bliver mindst 0,5 meter jord over urnen.
4. Urner kan nedsættes i almindelige gravsteder, uanset om der tidligere er nedsat kister heri.
5. Urner skal nedsættes således, at de forbliver urørt i hele fredningsperioden, også af senere begravelser og urnenedsættelser i gravstedet. Urnens placering angives i kirkegårdens protokol.
§ 26.
Flytning af gravsatte urner må kun foretages efter godkendelse af kirkegårdslederen, efter de derom gældende bestemmelser.
Særlige bestemmelser for Urnehallen
§ 27.
1. Urner der ønskes hensat i Urnehallen, skal være af et holdbart materiale – med mindre urnen anbringes midlertidigt.
2. Urner af plast og andet kunststof må ikke anvendes.
3. Ved fredningsperiodens udløb, vil asken fra urnen blive nedsat i fællesgrav – såfremt brugsretten ikke fornyes – og urnen vil blive destrueret eller udleveret til indehaveren til brugsretten, såfremt denne kendes – jfr. §11.
Særlige bestemmelser for anonym urnefællesgrav
§ 28.
1. Urner, der ønskes nedsat i fællesgrav, skal være af et let forgængeligt materiale.
2. Urnenedsættelse i fællesgrav kan ikke overværes af andre end ansatte ved kirken og kirkegården. Efter urnenedsættelsen sender kirkegården besked til de pårørende, at urnen er nedsat.
3. Flytning af gravsatte urner kan normalt ikke godkendes.
Ordensbestemmelser
§ 29.
1. Kirkegården er åben hele døgnet.
2. Kirkegården er et indviet sted, hvor der skal være orden og fred.
3. Erhvervsmæssigt arbejde på kirkegården må kun udføres indenfor normal arbejdstid. Intet arbejde må udføres på kirkegården og dens gravsteder på en sådan måde, at det er til gene for begravelse eller andre kirkelige handlinger.
4. Kirkegårdens hegn, dige og mure samt gravstedernes indhegning må ikke gennembrydes eller betrædes.
5. Hunde skal føres i kort snor, evt. efterladenskaber skal fjernes.
6. Kirkegådens låger skal holdes lukkede.
7. Cykling på kirkegården er ikke tilladt og kørsel må kun foregå i kirkegårdens ærinde eller med tilladelse fra kirkegårdslederen.
8. Nummerskilte på gravstederne er kirkegårdens ejendom og må ikke flyttes eller fjernes.
9. Ukrudtsbekæmpende kemiske midler må ikke anvendes på gravstederne.
10. Der må ikke anvendes plastik eller lignende materialer som underlag for ralbelægning på gravsteder eller andre arealer.
11. Det er ikke tilladt at benytte hvidt ral, knust marmor og granit eller kunstigt fremstillet materiale på gravstederne, i stedet for perleral.
12. Løse genstande må kun opstilles på gravstederne med kirkegårdslederens samtykke.
13. Afbrydning af grene, beskadigelse af hegn og plantninger, fjernelse af blomster eller planter fra kirkegården eller andres gravsteder, beskadigelse af gravminder og lignende kan medføre erstatningsansvar og eventuelt tillige strafansvar.
14. På fællesgravene må blomster, kranse og mospuder kun lægges på de af kirkegården anviste steder. Der må ikke nedsættes løg, planter eller lignende. Brug af vaser m.v. er ikke tilladt.
15. På græsgrave med mindeplade, må der ikke benyttes kræmmerhuse, vaser og andet opretstående. Blomster må kun lægges på mindepladen. Vase til nedgravning ved mindepladen kan tillades efter anvisning fra kirkegårdslederen. Mindepladen skal være mat granit, 40 x 40 cm, med huggede bogstaver.
16. I Urnelunden må der ikke benyttes ral eller anlæg med sten på gravstederne. Gravmindet må ikke være større en 37 x 52 cm på alle urnegravsteder. På græsgrave med gravsten, må der ikke beplantes. Vase til nedgravning ved gravstenen kan tillades efter anvisning fra kirkegårdslederen. Gravstenen skal være mat granit, max. 52 x 37 cm, med huggede bogstaver.
17. Kirkegårdlederen er regulativmæssigt forpligtet til at påtale enhver krænkelse af kirkegårdens orden og fred og til at indberette krænkelser af nærværende ordens-bestemmelse til kirkegårdsudvalget.
§ 30.
1. Begravelser, bisættelser og urnenedsættelser på kirkegården kan normalt finde sted på alle hverdage.
2. For benyttelse af kirkegård, kapel og krematorium udfærdiger kirkegårdsudvalget en særlig vedtægt.
C. Takster
§ 31.
De i paragraf 32 – 40 anførte takster er grundbeløb, der reguleres årligt med den af stiftsøvrigheden fastsatte reguleringsfaktor pr. 1. januar.
Erhvervelse og fornyelse af gravsteder
§ 32.
1. En brugsperiode er på samme antal år, som fredningstiden for det pågældende gravsted, jfr. paragraf 20 og 24. Ved fornyelse for et kortere åremål end en hel brugsperiode erlægges en forholdsmæssig betaling.
2. Fornyelse kan, efter fredningstidens udløb, ikke ske for et kortere åremål end 5 år.
§ 33.
For erhvervelse og fornyelse af brugsret til et gravsted betales for en brugsperiode:
For medlemmer af folkekirken:
12,50 |
kr. pr. |
gravplads i kistegravsteder |
6,25 |
kr. pr. |
gravplads i urnegravsteder |
25,00 |
kr. pr. |
urneplads i Urnehallen |
For
ikke medlemmer af folkekirken:
168,00 |
kr. pr. |
gravplads i kistegravsteder |
42,00 |
kr. pr. |
gravplads i urnegravsteder |
25,00 |
kr. pr. |
urneplads i Urnehallen |
§ 34.
For erhvervelse af brugsret til yderligere en gravplads, på begæring af den efterlevende ægtefælle/ registreret partner – jfr. paragraf 7 stk. 4 – betales den i paragraf 32 anførte takst i overensstemmelse med, om den efterlevende ved erhvervelsen af denne gravplads er medlem eller ikke-medlem af folkekirken.
Ren- og vedligeholdelse af gravsteder
§ 35.
1. Kirkegården påtager sig pligten til at renholde gravsteder for ukrudt for følgende beløb pr. år:
| Kistegravsteder |
med 1 gravplads |
kr.: |
14,00 |
| |
med 2 gravpladser |
kr.: |
21,00 |
| |
yderligere pr. gravplads |
kr.: |
7,00 |
| |
|
|
|
| Urnegravsteder |
med 2 gravpladser |
kr.: |
14,00 |
| |
med 4 gravpladser |
kr.: |
21,00 |
2. For alle arbejder ud over renholdelse for ukrudt betales særskilt efter regning. Kirkegården udarbejder på begæring skriftligt tilbud på sådanne arbejder.
3. Indgåede aftaler løber til de måtte blive sagt op af indehaveren af brugsretten eller eventuel anden betaler, såfremt betalingsbetingelserne overholdes.
§ 36.
1. Kirkegården påtager sig pligten til at sørge for almindelig vedligeholdelse af anlagte gravsteder, for brugsperioden, mod betaling af følgende beløb, som oplægges blandt kirkens kapitaler i stiftet (Legat),
| Kistegravsteder |
med 1 gravplads |
kr.: |
294,00 |
| (20 år) |
med 2 gravpladser |
kr.: |
455,00 |
| |
yderligere pr. gravplads |
kr.: |
147,00 |
| |
|
|
|
| Urnegravsteder |
med 2 gravpladser |
kr.: |
147,00 |
| ( 10 år) |
med 4 gravpladser |
kr.: |
190,00 |
2. Vedligeholdelsespligten kan udvides til at omfatte almindelig grandækning, mod betaling af et tillæg på 60% .
3. Ved ” almindelig vedligeholdelse” forstås:
Renholdelse af gravstedet, fornyelse af udgående eller forvoksede planter – ikke 1 årige, opretning efter jordsætning, pålægning af ral samt rensning og opretning af gravminde.
4. Skal vedligeholdelsespligten omfatte yderligere forpligtelser, som plantning af sommerblomster, sætning af blomsterløg, pålægning af kranse, vinterdækning, vedligeholdelse af hegn og indgangsparti og opmaling af indskrift o. lign., må dette betragtes som ekstraydelser, for hvilke der skal erlægges særskilt vederlag, som skal godkendes af stiftsøvrigheden.
5. Aftaler for mere end en brugsperiode skal godkendes af stiftsøvrigheden.
6. Grundbeløbet for forhåndsgodkendte særlige ydelser:
| Blomsterløg, forårsblomster eller sommerblomster: |
| |
Kistegrave, pr. bed |
kr.: |
85,00 |
| |
Urnegrave, pr bed |
kr.: |
42,50 |
7. Kirkegården udfærdiger specificeret tilbud på ”AFTALE vedr. GRAVSTEDSVEDLIGEHOLDELSE”, omfattende prisen på eventuelle særlige ydelser.
§ 37.
For erhvervelse og vedligeholdelse i fredningsperioden af gravpladser i fællesgrav betales, for personer som var:
| |
|
medlem af folkekirken |
ikke medlem af folkekirken |
| kistefællesgrav, |
kr.: |
223,00 |
297,00 |
| urnefællesgrav, |
kr.: |
76,00 |
101,00 |
§ 38.
For erhvervelse og vedligeholdelse i fredningsperioden af gravpladser i kiste- og urnegræsgrave betales, for personer som var:
| |
|
medlem
af folkekirken |
ikke medlem
af folkekirken |
| kistegræsgrav, |
kr.: |
223,00 |
297,00 |
| urnegræsgrav, |
kr.: |
76,00 |
101,00 |
§ 39.
1. For gravning, tilkastning, planering og senere opretning af en grav betales:
| |
|
Alm. dybde: |
dobb. dybde: |
| Indenfor normal arbejdstid: |
|
|
| Kistegrav, voksen |
kr.: |
100,00 |
150,00 |
| Kirstegrav, barn, til 10 år |
kr.: |
50,00 |
75,00 |
| |
|
|
|
| urnegrav |
kr.: |
16,25 |
32,50 |
| |
|
|
|
Udenfor normal arbejdstid betales et tillæg på: |
| Kistegrav, voksen |
|
35,00 |
|
| Kirstegrav, barn, til 10 år |
|
28,00 |
|
| urnegrav |
|
17,50 |
|
2. Betalingen omfatter sædvanlige ydelser i forbindelse med begravelsen – efter stedets skik. Andre ydelser betales efter regning.
3. Retablering af gravstedets anlæg og evt. udskiftning af planter i forbindelse med senere opretning betales efter regning.
4. For urnenedsættelse på hverdage efter kl. 16.00 og på lørdage, betales et tillæg på 17,50
§ 40.
For benyttelse af kapel og krematorium betales i kr.:
| |
kommunens beboere |
andere beboere |
ikke medlem af folkekirken |
| Kapel |
gratis |
16,50 |
16,50 |
| -bisættelse udenfor normal arb.tid |
27,00 |
27,00 |
27,00 |
| |
|
|
|
| Kremation, |
|
|
|
| - voksen |
48,00 |
48,00 |
48,00 |
| - barn |
24,00 |
24,00 |
24,00 |
| - dødfødt |
gratis |
gratis |
gratis |
modtagelse udenfor
normal arb.tid |
11,00 |
11,00 |
11,00 |
Denne vedtægt er godkendt af Sct. Catharinæ menighedsråd den 19. november 2007 og træder i kraft den 1. januar 2008.
Samtidig bortfalder alle tidligere gældende vedtægter.
|
|